Vores hus

Om Huset

Bygningen er fra år 1900, og var oprindeligt en vandmølle. Mølleren boede ikke i møllen, men i møllerens hus, som stadig ligger lidt ned af vejen. Bækken, der leverede vandkraft til møllen, er den naturlige grænse mellem møllens grund og Nørreskoven. Klik her for at læse om møllens historie.

I 1951 blev møllen bygget om til beboelse. Selvom du stadig kan finde spor af den gamle mølle i husets indretning, er selve mølle-hjulet væk. Flere af de gamle møllesten er anvendt som base på en stenskråning bag huset.

Vi købte Helved Skovmølle i december 2015 og har gennemført indvendig renovering. Mens vi renoverede, prøvede vi at finde balance mellem den gamle mølles ånd og en indretning, der passer til en moderne livsstil. Bag huset risler stadig bækken som et levn fra vandmøllens storhedstid. Over bækken har vi en lille bro for nem adgang til skoven. Arbejdet med at planlægge detaljerne på vores 1600 kvadratmeter store grund er i gang. På sigt vil haven blive anlagt som skovhave med shelter, bålplads og drivhus, plus mange flere planter og træer.

Om Helved

Helved Skovmølle Bed and Breakfast ligger mellem skoven og Helved, som er en lille landsby med omkring 70 indbyggere. Navnet Helved får mange til at tænke på helvede, men Helved er nærmest de modsatte, nemlig en skøn lille landsby med flere historiske huse. Ifølge nogle kilder, har navnet Helved sin oprindelse i en gammel tyskinspireret dialekt og betyder Helligskov. Den “hellige skov” er Nørreskoven, en 700 hektar kongelig statsskov, som ligger lige udenfor vores dør. Der er ikke langt gennem skoven til stranden. Herfra er der udsigt til øerne Fyn, Drejø og Ærø på den anden side af Lillebælt. Området giver gode muligheder for diverse aktiviteter og for at nyde naturen hele året rundt.